Carl Nielsen blev general, fordi han trådte forkert

Inde i skolen i Nørre-Lyndelse på Fyn var der fred mellem børnene. Læreren, Emil Petersen, holdt udmærket orden, og Carl Nielsen mindedes ham med stor taknemmelighed i Min fynske barndom, sin erindringsbog fra 1927.

Ude på vejen hjem var der krig.

Efter skoletid delte børnene sig i to partier. Den ene halvdel gik mod Lumby og Freltofte, den anden mod Lyndelse og Sortelung, og tit nok kom det til regulære slag med sten, jordknolde og rådne grene. Nielsens bedste gæt på årsagen var, at hans side gik hjem i højre side af vejen og de andre i venstre. Blandt krigsårsager har den i det mindste den fordel, at den er let at huske.

Hans sides anfører var Rasmus Offer, ældre, klog og en pragtfuld dreng. Nielsen, der havde fået at vide, at han var en temmelig mut dreng, som næsten ikke sagde noget, tjente under ham som almindelig menig. Så begyndte det at gå skidt. Fjenden fandt hjælp hos større drenge, som for længst var gået ud af skolen, og Rasmus forstuvede en fod.

Drengene stillede sig i rundkreds om den sårede general i hans fars have. En af dem meldte om en ny fornærmelse fra den anden side. »Er der slet ingen iblandt jer,« spurgte Rasmus, »som kan stille sig i spidsen og give dem en ordentlig omgang?«

I selvsamme øjeblik trådte Nielsen på den bare fod af drengen ved siden af. Drengen skubbede til ham, Nielsen røg frem, og Rasmus tog ham for en frivillig.

Han var blevet forfremmet til general for at snuble, og han havde et halstørklæde, der kunne bevise det.

Halstørklædet var brunt, med gule striber og kvaster. Når han bar det med enderne hængende ud over den ene skulder, gav det ham, konkluderede han efter et grundigt kig i det store spejl hos dyrlægen, en ikke så lille lighed med Napoleon. Selvtilliden voksede tilsvarende.

Slagplanen omfattede en dreng fra Sortelung, der skulle gø som en hund for at provokere fjenden, et fingeret tilbagetog op ad bakken og seks drenge skjult bag hegnene, tre på hver side, bevæbnet med jordknolde. Planens svage punkt var, at fjenden skulle sætte efter dem. På dagen gik begge sider lige til nærkamp, ingen trak sig tilbage, og drengen, der skulle gø, fik aldrig lov at gø.

Heldigvis handlede de seks bag hegnene på eget initiativ og kom farende ned ad bakken under et regn af jordknolde. Fjenden flygtede. Nielsen kunne efter eget udsagn ikke tro, at Napoleon havde følt sig stoltere ved Austerlitz.

Jeg har studeret dette felttog nøje, som mor til tre børn, der fører en lignende krig på bagsædet af bilen, hen over armlænet. Også vores krigsårsag handler om stilling: hvem der sidder til venstre. Jeg forsøgte engang med en fredsplan med turnusordning, skema og klistermærkesystem. Den krævede, at begge sider trak sig tilbage.

Ingen trak sig tilbage. Den yngste gøede.

Skemaet hænger stadig på køleskabet. Den ældste bærer nu mit halstørklæde i bilen, over den ene skulder, og giver ordrer.