Globussen var større end alle skolens døre

Omkring 1975 gav United States Information Service i København Copenhagen International School en planet.

Tjenesten drev et bibliotek i byen. Biblioteket skrumpede, og det ejede en gulvglobus omtrent på størrelse med en lille bil, som ikke længere passede til dets beskedne kår. Skolen sagde ja. Ingen i nogen af enderne lader til at have målt noget som helst.

Skolen lå dengang på Gammel Kongevej. Globussen stod på fortovet. Historielokalet lå på tredje sal. Imellem dem var en hoveddør, en trappeopgang og en række helt almindelige danske dørkarme, hver eneste smallere end Stillehavet.

Når verden ikke kan komme ind ad døren, kan man sende verden tilbage eller tage døren af.

Skolen tog dørene af. Globussen kom op og blev der, i historielokalet, og en tidligere elev huskede den årtier senere som et genialt undervisningsmiddel, mest fordi den var forkert. Grænser og landenavne hørte til en tidligere eftermiddag i historien, så den lærte eleverne noget, ingen ny globus kunne: at et kort er et fotografi af ét bestemt øjeblik, og at øjeblikket som regel er gået videre.

Jeg har selv erfaring med møbler og danske dørkarme. Da vi flyttede til København på grund af min mands udstationering, leverede flyttefirmaet vores sofa på fjerde sal, og sofaen kom ikke ind. Mændene prøvede på siden, på enden og et øjeblik i en vinkel, jeg kun kan beskrive som håbefuld. Så tog de sofaen med igen. Den tilbragte hele udstationeringen på et opmagasineringslager i Glostrup. Vi betalte leje for den. Vi besøgte den én gang.

Skolen havde, i modsætning til os, mod til at tage dørene af.

Globussen blev stående i omkring fyrre år, for stor til at flytte og for nyttig til at udskifte. Så, i 2017, flyttede Copenhagen International School ind i en ny bygning ved havnen, med brede glasdøre, og den gamle globus fik endelig den plads, den altid havde fortjent. Den kom ind i forhallen, stadig forældet om halvdelen af verden og fuldstændig uanfægtet af det.

Vores sofa kom tilbage fra Glostrup, da udstationeringen sluttede. Den kom ind i lejligheden i Madrid, uden at nogen behøvede at tage en dør af. Min mand satte sig i den, så på mig og sagde: »Tre års lagerleje for den der.«

Den er stadig forældet om halvdelen af verden. Den passer stadig ikke ind. Nu bor vi i Bruxelles, på anden sal, og den står i entréen.